E D T A-behandling.

Ethylen Diamin Tetra-Acetat (EDTA) er en svag aminosyre. Den er i stand til at kelatbinde (af græsk chele=klo) metalioner, f.eks. bly, jern, kobber, aluminium og calcium, med en tiltrækningskraft i nævnte rækkefølge. Den industrielle anvendelse startede i Tyskland 1935, men allerede i 1893 grundlagde svejtseren Alfred Werner kelationsteorien.

Tandlægerne anvender den calciumbindende effekt til at udvide tandkanalen før en rodbehandling. Laboratorielægerne har i årtier udnyttet stoffets calciumbindende og blodfortyndende effekt: EDTA tilsættes blodprøveglas, hvis blodet ikke må størkne. EDTA står på hospitalernes skadestuer, klar til at behandle blyforgiftning.

At EDTA også kan have en helbredende effekt på forskellige andre sygdomme, blev opdaget ved en tilfældighed. Ved behandling af en større gruppe blyforgiftede arbejdere på en akkumulatorfabrik i Michigan, USA i 1950, opdagede lægerne, at kroniske sygdomme forsvandt eller blev mindre generende, bl.a. hjerte-kredsløbsproblemer. Entusiastiske amerikanske læger udviklede i de følgende år en protokol for EDTA-kelationsbehandling, men efter patentperiodens udløb var der i den farmakologiske industri ingen positiv interesse for hverken stoffet eller princippet. Mange patienter får det så godt, at de helt eller delvist kan undvære medicin.

Behandlingen foregår på følgende måde: en halv liter væske indeholdende, EDTA, vitamin C og magnesium, blandet efter en bestemt opskrift udarbejdet af et lægeligt selskab i USA, dryppes ind i en blodåre på håndryggen over 3 timer. Man er anbragt i en behagelig stol med fodhviler. Behandlingen er ikke forbundet med ubehag af nogen art, og bagefter kan man tage på arbejde eller dyrke sine fritidsinteresser. Man skal have ca. 20-30 behandlinger, alt efter alder og sygdommens sværhedsgrad.

Som så ofte tidligere, kom forståelsen af de biologiske kelationsprocesser med flere års forsinkelse. Den nuværende strøm af informationer menes kun at være en begyndelse. Opdagelsen af oxydative forharskningsprocessers betydning for de aldersbetingede sygdomme er en relativt ny videnskab, som tog sin spæde start i begyndelsen af 60-erne. I dag er betydningen af forharskningsprocesserne ved vævsskade og forkalkning efterhånden veldokumenteret. Denne sammenhæng har ført til en international interesse for forskning i og anvendelse af kelation som behandlingsprincip. Den nyligt opdagede forbindelse mellem jern og tendensen til kredsløbsproblemer (Haber-Weiss reaktionen), har øget forståelsen for behandlingsprincippet .

Nye tal fra en dansk opgørelse over 470 EDTA-behandlede patienter (offentliggjort i USA af Hancke og Flytlie i 1993), viste en god effekt på 85% af patienterne. Af de 65 der kom fra ventelisten til de dyre by-pass operationer, undgik 58 operationen. Af de 27 med forestående benamputation, undgik 24 at miste det ene ben. En amerikansk gennemgang af 19 videnskabelige undersøgelser af EDTA (metaanalyse) fra samme år, dækkende 22.765 patienter, viste ligeledes god effekt hos 88% af patienterne.

I sidstnævnte analyse er der to undersøgelser der skiller sig negativt ud: Kitchell (USA 1963) med 38 patienter og 66% effekt og Sloth-Nielsen (Danmark 1990) med 30 patienter og 19% effekt. Begge undersøgelser blev foretaget af karkirurger. Der var væsentlige afvigelser fra protokollen. De danske karkirurger havde mod givet råd lavet sin egen blanding, uden at tilsætte det vigtige magnesium og C-vitamin.

Udført af specialuddannede læger på patienter med normal nyrefunktion har kelationsbehandling med EDTA ingen alvorlige bivirkninger. For patienter der skal opereres, kan for- og efterbehandling med EDTA forbedre helningsprocessen. Operative indgreb bliver dermed mindre belastende (er kendt og beskrevet af Skandinaviske forskere).

Litteratur: