|
TUNGMETALLER
De tungmetaller der almindeligvis belaster vort helbred er bly, kviksølv og kadmium. Der henvises til afsnittet foran i bogen, men her kun en kort erindring om, hvor vigtigt det er at forhindre disse mineraler i at ophobes i vor organisme.
Kviksølv kan forsvinde ud af blodet og ind i nerve- og hjernevæv i løbet af timer, hvis ikke der er nok selen til at neutralisere, og vitamin C til at udskille. Dette vitamin er i stand til at holde tungmetallerne opløst, så nyrerne får tid til at ordne udskillelsen.
Bly får lettere spil og bedre lejlighed til at finde plads i vore knogler, hvis vi samtidig mangler selen og calcium. Vitamin C i store doser øger udskillelsen.
Kadmium kan danne komplekser med zink. Zinkmangel hos rygere vil medføre øget optagelse i lever og nyrer. Selen og kobber har lignende evne til at binde kadmium. Vitamin C i store doser øger udskillelsen.
Er tungmetallerne deponeret i kroppens væv, kan man forsøge at reducere koncentrationen ved kelerende behandling med EDTA. Det fjerner bly og kadmium, men er mindre effektivt overfor kviksølv. Her er stoffet DMPS bedre. Det anvendes over hele Europa, men forsvandt på mystisk vis fra det danske marked for 2 år siden. Private klinikker havde glæde af stoffet til patienter med kviksølvforgiftning, men det er næppe forklaringen på dets forsvinden. I dag skal patienterne selv købe stoffet syd for grænsen, eller over internettet. Dette ukontrollerede forbrug må give grund til bekymring.
Tilskud
Ved risiko for skadelig belastning fra tungmetaller, er det vigtigt med store doser af vitamin C, Selen og acetyl-cystein. Jo færre tomme stole der er ved samlebåndet, jo mindre plads er der til "sabotørerne". Det er derfor vigtigt at anvende en multitablet indeholdende bl.a. zink, calcium, magnesium, og kobber, og at undgå forsuring, da det øger tungmetallernes aggressivitet. |