|
IMMUNSYSTEMET
Ethvert ordnet samfund har et forsvar, sin egen hær. Vores krop er en gruppe af velorganiserede celler, der har behov for beskyttelse. Den er udsat for konstant angreb fra kræftceller, virus og bakterier. Vores sundhed er afhængig af immunsystemets effektivitet. Vi har længe vidst at spisevaner og livsstil har indvirkning på modstandskraften, men detaljerede sammenhænge er af nyere dato. Moderne mikroskoper og tekniske fremskridt har forbedret vore muligheder for at kikke ind i den forunderlige immunologiske verden. Når vores krop bliver angrebet af fjendtlige soldater, forklædt som virus, bakterier eller kræftceller, møder de et forsvarsværk i flere frontlinier. I forreste front råder kroppen over en række uspecifikke kemiske våbentyper: C-reaktivt protein, lysozym, komplement og interferon. Medicin (fx aspirin og albyl) eller højt jernindhold i kroppen kan svække de forreste linier. Interferon er et uspecifikt immunstof tilhørende gruppen af proteiner. Det virker både mod virus og bakterier og stimulerer de hvide blodlegemer. Under forhold hvor egenproduktionen er utilstrækkelig, kan tilskud af syntetisk interferon styrke modstandskraften. Det har i mange år været et omdiskuteret stof. For nyligt er det markedsført til behandling af sklerose. Der produceres kun små mængder, så behandlingen er dyr. Hvis sklerosepatienter ikke får fjernet eventuelle sygdomsforstærkende processer i tænderne, som fx. sløv tandrodsbetændelse (apical parodontit), er der risiko for, at sygdommen forværres yderligere og de mange penge er spildt (se afsnit om tænder). Bagved ligger specialtropperne. Det specifikke immunsystem har mange lighedspunkter med opgavefordelingen i det militære forsvar. Vores "infanteri" svarer til det stationære, "cellulære immunsystem". Når T-lymfocytterne aktiveres, kan de producere antistoffer, men afgiver dem ikke til blodet. T-cellernes antistoffere anbringes på cellernes overflade, deraf navnet "cellulært immunsystem". Avancerede laboratorier kan i dag måle koncentrationen af de forskellige T-celletyper: dræber-, hjælper-, dæmperceller og aktiverede T-lymfocytter. Disse undergrupper har sine egne våbentyper til at løse specialopgaver. For eksempel kan de cytotoxiske celler ødelægge kræftceller og virus, når de først har været i kontakt med "fjenden", mens de naturlige dræberceller løser de samme opgaver uden forudgående sensibilisering. Forholdet mellem hjælper- og dæmperceller viser, om immunsystemet er sløvt eller hyperaktivt. Med stigende alder kan dette forhold ændres: først en øget produktion af dæmperceller, og senere en reduktion af hjælpercellerne. Ud over alder kan stress og fejlernæring (forsuring) svække immunsystemet, med øget sygdomsrisiko til følge. Thymus-kirtlen (brisselen) er det lymfatiske organ der aktiverer disse celler og har givet dem navnet T-lymfocytter. Thymus ligger bag brystbenet og er veludviklet navnlig hos børn. Med alderen svækkes kirtlens funktion, men med god ernæring kan den aktive periode forlænges betydeligt. Modstykket til infanteriet er "marinekorpset", der i immunologisk sammenhæng er identisk med det såkaldte "humorale immunsystem". Disse celler kaldes B-lymfocytter og bliver hos fugle produceret i Bursa Fabricii (deraf navnet). Hos mennesker produceres B-lymfocytterne i det lymfatiske væv i tarmen og i knoglemarven. B-lymfocytterne er ansvarlige for produktionen af antistoffer til blodet, de såkaldte immunglobuliner (IgG, IgM, IgE, IgD og de IgA-producerende plasmaceller). Ved at måle disse antistoffers koncentration i blodbanen kan vi få vigtige informationer om, hvilke problemer immunsystemet har været involveret i. De kan hjælpe lægen med at stille den rigtige diagnose på et tidligt tidspunkt i sygdomsforløbet. For eksempel udløser en infektion en kæde af reaktioner i hvert system, men også mellem B- og T-lymfocytterne indbyrdes. En allergisk reaktion udspilles udelukkende i B-cellesystemet (det humorale immunsystem), mens en udmattelse eller resignation over for kræft kan aflæses i de aktiverede T-celler (det cellulære immunsystem).
TRUSLER MOD IMMUNSYSTEMET
AIDS-virus svækker hjælpercellerne, der skal aktivere antistofproduktionen i B-lymfocytterne. Resultatet er en dårlig modstandskraft, hvor selv ufarlige bakterier kan blive en sygdomsfremkaldende trussel mod den syges liv. Tungmetaller kan også påvirke immunsystemet. For eksempel kan kviksølv svække naturlige dræberceller. De har til opgave at uskadeliggøre de kræftceller, der hele tiden dannes, i forsøg på at få vækstmuligheder og fodfæste i kroppen. En hvid blodcelle er normalt 4 gange større end en rød. I et særligt mikroskop (mørkefelt) kan man se en livlig aktivitet inde i cellerne (se afsnit om isopati). Udsættes kroppen for syrebelastning fra forkert mad, sure drikke, stress eller mangel på motion, skrumper immuncellerne ind til 1/4 størrelse, svarende til de røde blodlegemer, og den indre aktivitet synes at være gået i stå. Det er let at forestille sig, hvad der sker, hvis vi i denne situation bliver udsat for smitte. Kroppens immunsystem er formentlig indblandet i flere processer end vi i dag har overblik over. Forkalkning er ikke umiddelbart noget, vi sætter i forbindelse med immunsystemet, men dyreforsøg har vist nogle interessante sammenhænge: Hvis nyfødte forsøgsdyr får fjernet thymus, dør afkommet i en ung alder af udtalt kredsløbsforkalkning. Vi kender ikke forklaringen på dette fænomen, men det er almindelig anerkendt, at forharsket kolesterol i årevæggen tiltrækker immunsystemets celler (makrofager). Disse celler "spiser" sig til døde af forharsket fedt, bliver liggende i årevæggen og starter, som de såkaldte "skumceller", en forfedtningsproces, vi kalder forkalkning. Flere videnskabelige forsøg bekræfter kostens indflydelse på immunsystemet. I et forsøg fra 1992 med 96 personer over 65 år, fik halvdelen vitamin- og mineraltilskud, den anden halvdel snydepiller (placebo) bestående af calcium og magnesium. Efter 1 år viste vitamingruppen en halveret infektionstendens, målt i antal infektioner og i sygedage. Vitamingruppens immunsystem viste væsentlige forbedringer, kontrolgruppens var uforandret. Vitaminer og mineraler har ofte en målrettet indvirkning på immunsystemets forskellige celler, der kan udnyttes i den såkaldte immunmodulerende behandling. Selen styrker de naturlige dræberceller og således vores modstandskraft mod kræft. Den aldersbetingede mangel kan modvirkes med indsprøjtninger med thymuspeptider, et homøopatisk præparat, der findes på det tyske marked. Zink styrker dæmpercellerne. Typisk for zinkmangel er kroniske betændelser (fx skinnebenssår), der er svære at hele, fordi der ikke er officerer nok til at dæmpe urolighederne og blæse "krigen forbi". Ved mangel på vitamin A, svækkes immunsystemet af mangel på aktiverede T-celler. N-acetyl-cystein stimulerer aktiviteten i T-lymfocytterne. For få hvide blodlegemer generelt, kan opstå ved mangel på magnesium, zink, eller lithium. Plantemedicinen echinacea stimulerer ligeledes produktionen af hvide blodceller.
ER BLODET STERILT?
Der er stadig uenighed mellem forskere om grundlæggende immunologiske opfattelser. Franskmanden A. Béchamp opdagede i 1868, at blodet hos mennesker og dyr indeholder forstadier til bakterier, de såkaldte somatider. Hans landsmand Louis Pasteur fik dog i 1873 overbevist sin samtid om, at blodet er sterilt. Flere forskere har senere bekræftet og videreudviklet Béchamps teorier. Den mest kendte er den tyske biolog, professor Günther Enderlein (1872-1968), der med sin "Cyclogenie der Bakterien" (1920) også modbeviser et andet dogme fra denne tid: Den tyske botaniker Ferdinand Cohn postulerede, at bakterier er uforanderlige (monomorf). Enderlein viste med sine eksperimenter, at bakterier både havde inaktive forstadier, og at flere kunne udvikle sig til svampelignende mikroorganismer under visse uheldige omstændigheder. Denne svamp (mucor racemosus) er i dag identificeret som spiren til kræft. Holder disse teorier, bærer vi alle på en potentiel risiko for kræft. Så længe vi holder organismen sund og i balance undgår vi at udvikle sygdommen. Ved mangeltilstande, stress, forsuring og giftig påvirkning øges risikoen for forstyrrelser i det indre miljø. Dermed banes vejen for kræftspirens ukontrollerede vækst og udvikling til svulst (se afsnit om kræft). Den teknologiske udvikling og mikroskoper, der er i stand til at forstørre levende blod 30 000 gange (mørkefeltmikroskop), har udvidet kredsen af Béchamp- og Enderlein-tilhængere fra en lille kreds i Central-Europa til en international forskergruppe. Der er opstået et nyt medicinsk fagområde, den såkaldte isopati (på engelsk orthobiology).
BETÆNDELSE OG JERN
I flere lærebøger kan man endnu læse, at jernmangel er årsag til et svækket immunsystem. Det er i de fleste tilfælde en forkert opfattelse. Det er rigtigt, at jernmangel ofte ses i forbindelse med infektioner, men det er et resultat af organismens automatiske beskyttelsesmekanisme. Jern er en vækstfaktor, et tveægget sværd, der kan forværre betændelse. Bakterier anvender jern til vækst og formering. Ved betændelser flytter organismen derfor jern fra blod til knogler, lymfatisk væv, lever og milt. Denne beskyttende mekanisme fjerner imidlertid også jernet fra de blodproducerende systemer. Ved kroniske infektioner opstår blodmangel bl.a. på grund af denne lokale "jernmangel". Det specielle ved situationen er, at tilførsel af jern forværrer både betændelse og blodmangel. Denne modsatte virkning af jerntilskud ved betændelsesinduceret blodmangel ser man tydeligt demonstreret hos ledegigtpatienter, der bliver behandlet med store doser jerntabletter eller indsprøjtninger. Det resulterer i voldsom forværring af ledegigten uden forbedring af blodmanglen (se afsnit om jern og om blodmangel).
BEHANDLING
Ved lettere infektioner, fx forkølelse eller influenza, kan man spise syreneutral Vitamin C 1 g hver time fra infektionens start i minimum 8 timer, eller indtil symptomerne på infektion er borte.
Undgå sukker og sødt og suppler med følgende: Vitamin E 750 mg (helst vandopløseligt) dgl., Vitamin Q-10 100 mg morgen og middag, Selen 100 mcg og Zink 30 md dgl. Natron (Natrium bicarbonat) 1 tsk. i et glas lunkent vand til natte ved syreproblemer og et Magnesiumtilskud. Er der kun kortvarig effekt af denne behandling, skal der tages blodanalyser for at kortlægge cellerne i immunsystemet, den såkaldte cellulære immunprofil.
Drejer det sig om alvorlige infektioner som fx ebola eller coronavirus eller (1) covid-19 er der behov for infusionsbehandling med vitamin C. Ebola er en af de virusinfektioner, der hurtigst tømmer kroppen for al vitamin C. Ved mistanke om infektion startes infusion med 100 g Ascorbinsyre 0,5 g/ml, 4 ml magnesiumsulfat 2 mmol/ml, 20 ml Calciumgluconat 100mg/ml og 20 ml Natriumbikarbonat 84g/L opløst i 500 ml sterilt vand til infusion.
1. Zhiyong Peng. Vitamin C Infusion for the Treatment of Severe 2019-nCoV Infected Pneumonia: A Prospective Randomized Clinical Trial; https://clinicaltrials.gov/ct2/show/NCT04264533
|
  |
Udviklet af Altero Webdesign i samarbejde med IT-Profil. Vedligeholdes med ADcms |
