HVORFOR BLIVER VI SYGE?

Dette spørgsmål optager ikke alene mange forskere, men har også almen interesse. For mig som læge er det et meget vigtigt spørgsmål, idet min væsentligste opgave er at holde folk raske. Mange af de sundheds­råd, jeg finder fornuftige, afprøves på egen krop, inden de bringes videre til mine patienter. Da nogle i forvejen er afprøvet i store befolkningsundersøgelser, kendes nogle af svarene på forhånd.

Informationen ligger i vores arveanlæg. De bestemmer, om vi er af typen Lada eller Mercedes. Hvis menneskets "Lada-udgave" får den nødvendige pleje, kan den så holde lige så længe som Mercedes? Det er der noget, der tyder på. Omvendt er der mange eksempler på det modsatte: Den der har fået et skrøbeligt helbred i vuggegave, som efterligner den robustes livsstil, kommer galt af sted. Det forvirrer mange sundhedsbevidste, at en, der lever usundt hele sit liv, alligevel kan blive 90 år. I diskus­sioner om sundhed bliver disse supersunde trukket frem, som "bevis" på, hvor ligegyldig livsstilen er for vores sundhed. Det er dog en diskussion på ulige vilkår, da de, der kun blev 40, jo i sagens natur ikke kan deltage. Deres skæbne og dårlige erfaringer må bringes videre af andre, og de bliver derfor mindre over­bevisende. Det er vigtigt, at nogle påtager sig denne information, så skrøbelige gener ikke nødvendig­vis behøver at betyde et dårligt liv. Ser vi bort fra arv og uforskyldte ulykker, er her nogle af hovedårsagerne til sygdom:

• En forskydning af kroppens syre/base balance til den sure side (fejler­næring, fysisk inaktivitet, lokal iltmangel).
• En overbelastning af organismen med proteiner, specielt blodtype A og AB (overernæring).
• Utilstrækkelig beskyttelse mod forharskning (vitamin-, mineralmangel i kosten, mangel på antioxidanter).
• Giftig påvirkning (tungmetaller, miljøgifte,).
• Fejlinformationer fra "støjsendere" i kroppen (ca. 80 % kommer fra problemer i tænderne).

SKOLEMEDICINEN OG DE ALTERNATIVE

Der er i dag så mange retninger inden for det medicinske område, at det kan være svært at skaffe sig det fulde overblik. Disse mange "skoler" har alle sine bud på sygdom­menes forskellige definitioner, årsager, virkning og behandling. Nogle opfatter det som berigende, at anskue sundhed og sygdom fra flere synsvink­ler. Andre bekæmper de anderledes tænkende. De mest aggressive er ofte de, der mener at have patent på sandheden. Disse forskellige retninger har svært ved at udveksle erfaringer, da de samme ord og udtryk har forskellig betydning. Dette skaber ofte forvirring og irritation i skolemedicinske kredse, fx. når en patient kommer til lægen for at få undersøgt sine nyrer, fordi naturlægen havde sagt, der var noget i vejen. Lægen føler irritation ved gang på gang at konstate­re, at disse informationer ikke passer, da urinundersøgelsen for blod er negativ. Den rigtige informa­tion ville måske være, at der var fundet en ubalance i nyremerid­ian­ens ener­gib­a­ne, der tidligst om 10 år kunne risikere at give nyreskade, hvis den ikke blev rettet. Dette ukendskab til hinandens sygdomsop­fattelser er frustrere­nde både for lægen og naturlægen, men ikke mindst for patienten, som ofte føler sig som gidsel mellem stridende parter. Vi kan dog glæde os over mange fællestræk mellem den kinesiske, indiske og den europæiske medicins biologiske gren.

Officielt er der kun 2 slags medicin: skolemedicin og den alternative. Førstnævnte er den, jeg og andre læger er blevet undervist i på universiteternes medicinske fakulteter. Denne gren af medicinen er nært knyttet til interesser inden for den private far­makologiske industri, og den finansieres af de offentlige kasser. Der er skabt en slags symbiose (afhæn­gighed), som gør den ene afhængig af den anden. Læger er nøglepersoner på alle niveauer i dette hierarki: uddannelse, oplysning, forskning, udvikling, fordeling af offentlige og private midler, politisk vejledning, faglig overvågning og kanaliserin­g af testamen­terede gaver som ledere af legater og patient­foreninger. Dette hviler på stærke tradition­er, autoritetstro og tillid i befolkningen.

På trods af denne solide struktur er det uofficielle væsen ved at blive stadig mere og mere synligt. Som ovenfor anført går det tradition­elt under betegnelsen "alternativ medicin". Dette har været en broget buket af geniale autodidakter med en usædvanlig viden, blandet med ufaglærte spekulanter­. Mange kloge mænd og koner har haft det samme handikap som dagens skolemedicin: Man ved en masse om et lille område, men kan ikke overskue helheden. Med en struktureret uddannelse og et mini­mumskrav til færdigheder og kundskaber og en registreret godkendelse kan de alternative blive et seriøst alternativ og en trussel for lægestanden, når det gælder behandling af funktionelle forstyr­relser (se figuren "sygdommenes isbjerg" ovenfor).

Zoneterapi og kinesiologi er kendte og meget anvendte alternative tilbud i Skan­dinavien. Fytoterapi, antroposofisk medicin, kiropraktik, akupunk­tur, homøopati og or­thomolekulær medicin praktiseres allerede af flere læger.