Kampen for kosttilskud

Allerede under min opvækst oplevede jeg, at sundhed kan hentes i naturen. Jeg er vokset op på landet, hvor mine forældre havde en gård. Lægen så vi ikke meget til. Man skulle have været syg i mindst 14 dage, før lægen blev indblandet. Ikke mindst under 2. Verdenskrig. Det var oftere dyrlægen, som hyppigere kom på gården, der kurerede vores sår og andre problemer med sundheden. Vi havde en stor køkkenhave og kunne i den og den frie natur let finde urter og andet, der hjalp mod sygdom. Guds apotek, som Maria Treben kaldte den. En sukkerroe, hvor der var lavet en hulning i toppen, blev sat på kakkelovnen, og saften fra den var god mod forkølelse.

Under min uddannelse til læge blev jeg som alle andre hjernevasket til at mene, at alt andet end det lægevidenskabelige bare var overtro og inderligt overflødigt. Efter embedseksamen var der fem år på hospitalsafdelinger, hvor det stadig var den medicinske verden, der totalt dominerede. Man kunne blive betragtet som en mærkværdighed, hvis man ikke var medlem af Foreningen til almindeligt udseende, og miste chancen for gode stillinger.

Da jeg begyndte som praktiserende læge, var jeg glad for, at der i min grønne medicinfortegnelse altid kunne findes noget, der kunne udskrives på recept til de mennesker, der kom med deres symptomer og sygdomme. Men det gik hurtigt op for mig, at mine patienter så lod mig løse problemet med medicin, og efterhånden dukkede alle bivirkningerne op.

Så kom jeg i tanke om min barndoms viden om naturmidler og kosttilskud, lige fra den harske torskelevertran til kamilletéen, og jeg begyndte at læse om naturmedicinen. Det gik op for mig, at den for det første sjældent var skadelig og for det andet ofte meget virksom. Gennem årene har jeg udvidet mit kendskab til naturens virkemidler, til kosttilskud og naturmedicin, og jeg er endt med at blive en ortomolekylær læge. Ortomolekylær betyder ”de rette molekylers medicin”, og omsat til almindeligt sprog betyder det, at hvis man giver mennesker alle de næringsstoffer, der har brug for, i de rette mængder, renser alt det skidt og kemi ud, som de har ophobet i leveren og andre steder, og lærer dem at bruge kroppen meget og rigtigt, samt at sindet har stor betydning for kroppen, så kan folk helbrede sig selv.

Samtidig er det nu åbenbart, at det store forbrug af lægemidler er farligt. I dag er bivirkninger af korrekt ordinerede og korrekt indtagne lægemidler den fjerde hyppigste dødsårsag på hospitaler og plejehjem. Dette ifølge den amerikanske lægeforenings eget blad JAMA. Så det er nok meget værre.

Desværre mener medicinalindustrien, at den høje dødelighed i Danmark i forhold til resten af Europa skyldes, at vi spiser for lidt medicin. Det er grotesk, men industrien har vis Codex Alimentarius og lobbyisme i EU fået gennemført en fødevarelov og lægemiddellov, som medfører, at alt, der kan forebygge, lindre og helbrede, skal registreres som lægemidler, hvilket er urimeligt dyrt, da man ikke kan patentere naturlige midler. Lovene er også blevet tolket så restriktivt, at man ikke måtte omtale mad og kosttilskud som virksomme mod sygdom. Også dette er grotesk. Mørk chokolade er for eksempel yderst virksomt mod hoste, depression og diaré, hvilket er videnskabeligt bevist.

Heldigvis er der nu kommet en dom for, at hvis man ikke producerer eller sælger kosttilskud, har man lov til at omtale de positive virkninger af dem. Det sparede mig for en bøde på 10.000 kroner. Nu skal vi slås for, at det bliver lovligt at fortælle folk, hvad kosttilskud er godt for. Det er imod sund fornuft, at man i butikkerne ikke må fortælle folk, hvad det de køber er godt for. Det må man i både Tyskland og Norge, men ikke i Danmark. det er imod både ytringsfriheden og menneskerettighedschartret.

Hvo intet vover, intet vinder. Jeg tolker min frifindelse som en sejr for ytringsfriheden, og på en sådan måde, at alle, der ikke producerer eller sælger kosttilskud, frit må fortælle om deres virkninger.

At man i Norge er nået langt længere end i Danmark, skyldes først og fremmest, at de forskellige leverandørforeninger nu står sammen i stedet for at bekæmpe hinanden, og at man har ansat en professor på området. Der er stor fremgang for biologisk medicin, som er det samme som ortomolekylær medicin, og der er stort fokus på information og bedre uddannelse. Norske læger er også i stigende grad ved at interessere sig for kosttilskud og biologisk medicin.

Det er nødvendigt, at vi i Danmark står sammen om at kæmpe mod det kontrol- og overvågningssamfund, som vi på mange måder er blevet, mod det embedsmandsvælde, som vi har, og for et fornuftigt brug af kosttilskud, vitaminer og mineraler, som der i Danmark ikke er registreret et eneste dødsfald af. Men ændringer skal gennemføres ad politisk vej, så en vigtig opgave er at få vores politikere til at lytte og reagere. Penge er ikke alt og dermed er eksporten af lægemidler og beskæftigelsen i medicinalfabrikker ikke så vigtig, at befolkningens sundhed skal bringes i fare ved at begrænse adgangen til kosttilskud.