Efterhånden er der en hel del forskning, der tyder på, at vitamin C har en hæmmende virkning på kræftcellers vækst. Ved højdosis vitamin C-behandling er man nogenlunde sikker på den biokemiske effekt, idet vitamin C i denne dosering er en agressiv pro-oxidant ("rustdanner") over for cancerceller. Det skaber altså øget fri radikal belastning (indre bestråling) af kræftcellerne og virker derved som en biologisk cellegift.

 

I de moderate doser vi kan spise os til er vitamin C en antioxidant ("rustbeskytter"), men selv i disse moderate doser er der vist en hæmmende effekt på cancercellernes vækst. Man har derfor troet, at det var C-vitaminets blokerede effekt på de frie radikalers mutationer i cellerne, der var den afgørende mekanisme, men dette er formentlig ikke hele sandheden.

 

For mange år siden var den kendte, tyske professor Otto Warburg blandt de første, som hævdede, at kræftceller vokser i iltfattigt væv. I dag er det almen viden, men der har været mangelfuld viden om hvordan. For ti år siden fandt Gregg Semenza på Johns Hopkins University, at cancercellerne er afhængige af et protein, HIF-1 (hypoxi induceret faktor), som kan hjælpe cellerne ved at kompensere for den manglende ilt i vævet således, at cancercellerne kan omdanne sukker til energi uden brug af ilt. Desuden katalyserer HIF-1 dannelsen af nye blodkar, så de hungrende cancerceller kan få friske forsyninger. Hvis en cancer tilmed vokser agressivt, vil den hurtigt opbruge al ilten og således blive helt afhængig af HIF-1-proteinet. Dette HIF-1 protein er igen afhængigt af tilstedeværelsen af frie iltradikaler, som er nødvendige for mange processer i kroppen. Imidlertid vil en kraftig antioxidant som C-vitamin eliminere dette overskud af frie iltradikaler, således at HIF-1 bliver ineffektiv, hvorved cancervæksten hæmmes.

 

Denne nye teori baseres på et forsøg af et forskerteam ved onkologisk center på Johns Hopkins University i samarbejde med Dean Felsher fra Stanford. De ville undersøge antioxidanternes rolle ved cancervækst og fandt til deres store overraskelse, at der primært var tale om, at antioxidanterne destabiliserer det protein, som cancervæksten er afhængig af. Og som professor Chi Dang fra Johns Hopkins ganske klogt udtaler:

"Ved at afsløre antioxidanternes virkningsmekanisme bliver vi bedre rustet til at optimere deres terapeutiske anvendelse."

 

Litteratur

HIF-Dependent Antitumorigenic Effect of Antioxidants In VivoCancer Cell, Volume 12, Issue 3, 11 September 2007, Pages 230-238Ping Gao, Huafeng Zhang, Ramani Dinavahi, Feng Li, Yan Xiang, Venu Raman, Zaver M. Bhujwalla, Dean W. Felsher, Linzhao Cheng, Jonathan Pevsner et al.

 

 

Allerede i 1936 publicerede en ung reservelæge på Blegdamshospitalet i Ugeskrift for Læger et forsøg på to leukæmipatienter, hvor sygdommen bedredes på behandling med vitamin-C (1). Den unge reservelæge var den senere så navnkundige professor i pædiatri, Preben Plum.

Mayoklinikken i USA lagde hurtigt låg på debatten med et studie på kræftpatienter med meget små doser vitamin-C givet som tabletter, hvor man som bekendt ikke kan indtage ret meget, før man får diarré; –kroppens naturlige ”overløbsventil”.

I 1982 kunne japanske forskere reproducere Pauling og Camerons usædvanligt lange overlevelse for kræftpatienter på Vitamin-C (5).

Siden har der været publiceret talrige både dyre- og humanforsøg med behandling af kræft med vitamin-C.

 

For nogle år siden begyndte man på National Institute of Health i USA at se de gamle forsøg efter i sømmene, og fandt det relevant at efterprøve dem, og i 2006 publicerede man et stort anlagt laboratorieforsøg, der viste, at når man udsætter kræftceller for C-vitamin i de høje doser, som kan opnås ved intravenøs indgift, så medfører det øget celledød hos cancercellerne, vel at mærke uden at skade de normale celler(6).

Dette ansporede NIH til at gå videre, og i sidste uge hørte vi så om deres sidste publikation (7), hvor de havde vist betydeligt svind i tumorstørrelse hos mus med implanterede kræftsvulster, som blev behandlet med intravenøs vitamin-C.

 

Nu skulle man jo tro, at disse nyheder blev modtaget med begejstring og optimisme i en organisation som Kræftens Bekæmpelse, hvis fremmeste mål vel bedst beskrives i foreningens navn; -men nej.

Vi ser i dagens BT, at Anja Olsen fra Kræftens Bekæmpelse, som ellers forsker i kost- og livsstilsbetydning for kræft absolut ikke er begejstret.

Hun siger til BT: ”Det er etisk på kanten, når nogle behandler med C-vitamin. Nye behandlinger skal godkendes efter helt faste regler, hvilket blandt andet betyder, at der skal udføres forskning baseret på mennesker. Før dette er gjort, ved vi ikke, om det virker, ligesom vi ikke kan udelukke bivirkninger, siger hun.”

Det er naturligvis let for en forsker i Kræftens Bekæmpelse at kræve mere forskning. Det er jo det Kræftens Bekæmpelse laver. Og hvor er det let at bruge mere tid på forskning, når man ikke fejler noget. Men her knækker filmen.

 

For forskere langt fra patienter og for administratorer bag lukkede døre er det naturligvis vanskeligt at forestille sig; men som enhver praktiserende læge ved, så er tidsfaktoren for en kræftpatient af helt andre dimensioner end for raske.

Den patient, som har terminaltilskud, fordi ”yderligere behandling er udsigtsløs”, har ikke en tidsramme på flere år, før det viser sig om en behandling virker eller ej. Han kan ikke sige ”lad os vente og se”, for så får han aldrig at se.

Han søger en udvej til at forlænge livet og tilkøbe sig lidt ekstra tid. Skal han ikke have den mulighed? Og er det ikke bedre, at han vælger en behandling, som hviler på evidens end alt muligt andet?

Tilmed står vi med en behandling, som igennem 10-15 års brug har været fri for bivirkninger, og en behandling, som har talrige både dyreforsøg og humanforsøg som evidensgrundlag.

Vågn op KB, og pak jeres moraliseren ned. I har ikke noget at have den i. Danmark har topplacering i kræftforekomst og bundplacering i kræftbehandling.

 

En bivirkningsfri kræftbehandling, som selektivt rammer kræftceller uden samtidigt at skade normale celler, er den ideelle kræftbehandling.

Når det en gang siver ind i det offentlige sundhedsvæsen og i Kræftens Bekæmpelse, hvor god en palliativ og livsforlængende behandling Vitamin-C kan være, så må vi håbe, at der vil blive etableret store ambulatorier, så denne behandling i fremtiden kan blive et gratis tilbud til kræftpatienter i Danmark.

 

Litteratur:

Plum P. Thomsen S. (1936) Remission under forløbet af akut aleukæmisk leukæmi iaggtaget i to tilfælde under behandling med ascorbinsyre. Ugeskr Læger (98):1062-67.

Benade L. Howard T. Burk D. (1969) Synergistic killing of Ehrlich ascites carcinoma cells by ascorbate and 3-amino-1, 2, 4, -triazole, Oncology, 23, 33–43.

Cameron E. Pauling L. (1976) Supplemental ascorbate in the supportive treatment of cancer: Prolongation of survival times in terminal human cancer. Proc Natl Acad Sci USA, 73, 3685–3689.

Cameron E. Pauling L. (1978) Supplemental ascorbate in the supportive treatment of cancer: Reevaluation of prolongation of survival times in terminal human cancer, Proc Natl Acad Sci USA, 75, 4538–4542.

Murata A. Morishige F. Yamaguchi H. (1982) Prolongation of survival times of terminal

cancer patients by administration of large doses of ascorbate, International Journal for Vitamin and Nutrition Research, Supplement, 23, 101-113.

Chen et al. Proceedings of the National Academy of Sciences 20.Sep.2005;102:13604-9

NIH News (2008) Vitamin C Injections Slow Tumor Growth in Mice, Embargoed for Release, Monday, August 4,

Vitalrådets nyhedstjeneste 13. august 2008

 

Speciallæge Claus Hancke

Speciallæge Niels Hertz

 

Du kan læse mere på http://www.vitalraadet.dk/163.0.html, www.vitalraadet.dk,