af studmed. Søren Aarslev Flytlie

C-vitamin generelt

Mennesket deler ikke dyrs evne til egen-produktion af C-vitamin. Denne evne mistede vi ved en mutation i arveanlæggene for ca. 25 mio. år siden. Dyr danner C-vitamin udfra glukose, men det er det 4. enzym i denne biokemiske proces, som vi mennesker har mistet. Det drejer sig om L-Gulono-γ-lacton oxidase, som omdanner L-gulono-γ-lacton til L-keto-gulono-γ-lacton, som via en isomerisation bliver til L-ascorbinsyre, som vi kalder C-vitamin.

Der findes nogle få dyr, som ej heller producerer sit eget C-vitamin, nemlig marsvinet, simianere (aber, chimpanser, gorillaer), en ørred-art, den rødgumpede bulbul-fugl og den frugtspisende flyvende hund. Sidstnævnte lever af frugt og nektar pga. det konstante behov for C-vitamin, og er specielt glade for shea-nød-træet, som indeholder den fem-dobbelte mængde C-vitamin i forhold til appelsiner.

Den officielle anbefalede dagsdosis C-vitamin for voksne i Danmark er 60 mg, og ved indtag på kun 10 mg per døgn kan udtalt klinisk skørbug holdes hen.

Skørbug ses i udviklingslande, katastrofesituationer og flygtningelejre, hvor indholdet af C-vitamin i de forarbejdede nødhjælpsrationer er lig nul. I vor verden ses ”officielt” kun C-vitamin-mangel hos tobaksrygere, narkomaner og alkoholikere, men hvad med resten? De fleste mennesker lider af en ”sub-klinisk” skørbug, som ligger lige på grænsen til de kliniske manifestationer (blødende gummer, hævede smertefulde led, langsomthelende sår og frakturer, blå mærker, næseblod og svækket fordøjelse). Mere interessant, mindre åbenbart, men langt før ovenstående symptomer ses imidlertid skrøbelighed overfor bakterielle og virale infektioner, arthritis, arteriosklerose, hjertesygdom, autoimmune sygdomme og kræft.

Vi har et kæmpe fællestræk med de andre ikke C-vitamin-producerende dyr (marsvin, aber og flyvende hunde), nemlig udpræget tendens til hjertesygdom modsat alle andre arter. F.eks. har man observeret at gorillaer i zoo, som får forarbejdet foder, lynhurtigt udvikler hjertesygdom, medmindre de får tilskud af C-vitamin. I amerikanske zoologiske haver er det nu skik, at der blandes ca. 4 g C-vitamin i fodret til aber, hvorved de værste symptomer undgås. Nu bliver det pludselig interessant at vide, hvor meget C-vitamin dyrene egentlig producerer?

Geden, som er et typisk eksempel på et C-vitamin-producerende dyr, producerer i hvile 13.000 mg C-vitamin per døgn per 70 kg, hvilket er 216 gange mere end myndighederne tilråder i dagligt indtag for mennesker. Hvis en ged oplever livstruende sygdom, stress eller traume kan egenproduktionen nærme sig 100.000 mg per døgn.

Misforståelsen er opstået pga. en fejlagtig anskuelse af C-vitamin som ”vitamin”, snarere end en oprindelig metabolit. Et vitamin er et essentielt stof, som kroppen ikke selv er i stand til at producere, og som derfor skal tilføres kroppen udefra. Dette har aldrig været nødvendigt indtil vores egen-produktions ophør for ca. 25 mio. år siden. Herefter er det korrekt at opfatte C-vitamin som et vitamin, men man har negligeret at det oprindeligt var en metabolit, altså, et stof, der skabes ved forbrænding af glukose. Det paradoksale, og grunden til menneskehedens overlevelse, er, at der i naturen findes små mængder C-vitamin gemt i bla. frugter og bær. Det er derfor forståeligt, at myndighedernes anbefaling ikke ligger højere end det vi kan finde i kosten. Således er det lykkedes os, i nogen grad at afstå fra klinisk skørbug, men til gengæld lider vi af alt andet.

Vores krop har til dels adapteret til den manglende egen-produktion af C-vitamin. Det er nemlig evolutionært meget interessant, at vores evne til at nedbryde urat forsvandt, samtidig med, at vores evne til at producere C-vitamin forsvandt. Hos dyr oxideres urat til allantoin via enzymet uricase, og tabet af sidstnævnte skete parallelt med tabet af L-Gulono-γ-lacton oxidase. Urat er en kraftig elektron-donor og dermed antioxidant, og kroppen har således kompenseret for den manglende C-vitamin, ved ikke at oxidere urat. Urat står i dag for halvdelen af den antioxidative kapacitet i plasma hos mennesker. Forsøg har vist, at ved tilskud af C-vitamin falder urat-niveauet i plasma, hvilket indikerer at kroppen primært foretrækker C-vitamin, hvis det er tilstede. Dvs. at kroppens enorme urat-mængde er en sekundær kompensatorisk mekanisme pga manglende egen-produktion af C-vitamin. Her finder vi måske svaret på, hvorfor C-vitamin er effektivt mod urinsur gigt og uratsten (nyresten): Urat i plasma svinder ved tilskud af C-vitamin.

Litteraturengennemgang og referencer finder i den første  artikel om vitamin C her på sitet.