Sitemap - oversigt over sider Sitemap
Føj til foretrukne Føj til foretrukne
Udskriv denne side Udskriv

 
 
Natron
 
Natron er et godt, gammelt middel mod sure opstød og halsbrand. Det forhandles i supermarkeder, som et hvidt pulver. Det går også under navne som natriumbikarbonat eller tvekulsurt natron. Den kemiske betegnelse er natriumhydrogencarbonat, NaHCO3, og det har sit eget E-nummer: E-500. Ordet "natron" i sin nuværende form stammer fra græsk (nitron), men oprindelsen er arabisk (natrun). På grund af sin syreneutraliserende virkning har det i mange år været anvendt ved behandling af mavesår. Det anvendes stadig, opløst i vand, som infusion ved kraftig forsuring, fx ved syreforgiftning hos diabetespatienter, forgiftning med Aspirin (acetylsalicylsyre) eller træsprit (methanol ).
 
Ikke at forveksle med bagepulver.
 
Kommer natron i kontakt med syre reagerer det skummende: Der dannes kuldioxid og vand: H+ + NaHCO3 → Na+ + H2O + CO2. Den skummende effekt udnyttes ved bagning, hvor natron virker som hævemiddel. I varmt, fugtigt miljø danner det frigivne kuldioxid "lufthullerne" i brødet. Det er bedst at bruge natron i bagværk, hvor dejen indeholder syre, da, der i modsat fald, ofte vil blive dannet soda (Na2CO3), som giver bagværket en bismag. 

Natron som doping?

Et nyt studie viser, at natriumbikarbonat (natron) er et potent præstationsfremmende middel. 15 veltrænede løbere skulle løbe med maksimal hastighed så længe de kunne. Hastigheden var så høj, at den kun kunne holdes i lidt mere end et minut.

Efter indtagelse af 300 mg bikarbonat pr. kg kropsvægt over 90 minutter i form af gelatinerede kapsler sammen med 750 ml vand, holdt de gennemsnitligt i 82,3 sekunder. I kontrolsituationen, hvor de indtog almindeligt kogesalt (NaCl), holdt de kun i 77,4 sekunder.

En forbedring på 6 % er ret markant i konkurrencesammenhæng. Det er dog et åbent spørgsmål hvor meget det reelt bliver brugt af topatleter. Et potentielt problem er risikoen for akutte maveproblemer på grund af gasdannelse og oppustet mave, men anvendelsen er hverken farlig eller ulovlig.

Når natron virker præstationsfremmende ved maksimalt arbejde på kort tid, er det formentligt fordi det bidrager til at stabilisere surhedsgraden, pH-værdien, i blodbanen og dermed til at bevare den nødvendige basiske pH-værdi i cellerne.

Reference:
Effects of ingestion of bicarbonate, citrate, lactate, and chloride on sprint running.
Van Montfoort MC, Van Dieren L, Hopkins WG, Shearman JP.
Med Sci Sports Exerc. 2004 Jul;36(7):1239-43.


Til toppen af siden Udviklet af Altero Webdesign i samarbejde med IT-Profil. Vedligeholdes med ADcms