Sitemap - oversigt over sider Sitemap
Føj til foretrukne Føj til foretrukne
Udskriv denne side Udskriv

 
 

C-VITAMIN, ER DET FARLIGT?

Det er ikke altid let at være forbruger. Den ene dag kan man læse, at noget er sundt, for så næste dag at læse det modsatte. Vi har set det med mad (fx smør og sukker) og med kosttilskud fx vitamin E og på det seneste med vitamin C. Jeg har skrevet her i bladet, at vitamin C i relative store doser er sundt. Det vil unægtelig være forvirrende, hvis man så i dagspressen få måneder senere ser overskriften: ”Høje doser C-vitamin kan fremskynde åreforkalkning.” Som almindelig forbruger har man ikke mulighed for at analysere de data, der ligger til grund for sådanne påstande. Er det et nyt eksempel på de faglige stridigheder, der fra tid til anden udspiller sig mellem skolemedicinen og alternative terapeuter, eller er tiden inde til en revurdering af vor opfattelse på basis af en seriøs forskning?

Lad os se på hvad der står i artiklen:

1. Undersøgelsen er ikke offentliggjort i et anerkendt lægetidsskrift, men fremlagt mundtligt på en lægekonference i den amerikanske hjerteforening i San Diego. Det er god latin i videnskabelige kredse, at man venter med at offentliggøre overraskende resultater til de er trykt i et tidsskrift. Så har de været gennem en form for videnskabelig kvalitetskontrol, og kritikere har mulighed for at gennemgå detaljerne og eventuelt komme med kritiske bemærkninger. Det er ikke muligt her.

2. Forskerne har undersøgt 573 midaldrende mænd fra en virksomhed i byen. Det er selv efter skandinaviske forhold en lille undersøgelse, hvis den skal være videnskabelig.

3. 30% af deltagerne, altså kun 172 mænd indtog en eller anden form for vitamintilskud. Disse blev fulgt i 18 måneder. Det er kort tid til udvikling af forkalkning og antallet er meget lille.

4. Forskerne fandt ingen klare tegn på, at indtagelse af mange C-vitaminer daglig, hentet fra kosten eller multivitaminer, skader.

5. Hos de, der kun indtog 500 mg C-vitamin i 1 år (hvor mange var det? Var det 2 eller 5?) var fortykkelsesgraden i halspulsåren (forkalkningen?) 2,5 gange større end hos dem, der ikke tog tilskud. Man må spørge sig selv hvorfor disse tog vitamintilskud. Var det fordi der i familien var disposition til forkalkning? I så fald ville forkalkningen måske have været større uden tilskud af vitamin C. Det er min erfaring at mænd først spiser vitaminer når de har fået de første varsler om at noget er galt. Blandt rygere var fortykkelsesgraden 5 gange større.

6. Tænk hvis de skrev: Forskerne fandt, at alle de der drak meget vand (11 mænd) viste sig at have begyndelsen til sukkersyge. Nu advarer forskerne mod at drikke meget vand, da det åbenbart kan medføre sukkersyge.

Sådan bør man ikke lave videnskab. Når man har begyndende sukkersyge er en af symptomerne udtalt tørst.

Det vi nu kan konstatere om denne undersøgelse, uden at vi kender de eksakte data, er, at den er lille, at den er uvidenskabelig og at den ikke tillader de konklusioner der er draget. Hvad kan så hensigten være med denne form for misinformation i pseudovidenskabelig indpakning? Det kan vi ikke vide.

Vi skal være åbne for nye erkendelser og ikke være bange for at ændre opfattelse. På den anden side er en lille portion sund skepsis ofte velanbragt, både når det gælder kritik af sunde strategier såvel som overdreven anprisning. Her er det tilladt for den enkelte, at bruge sin erfaring og sunde fornuft.


Til toppen af siden Udviklet af Altero Webdesign i samarbejde med IT-Profil. Vedligeholdes med ADcms