Prostata

Prostata (blærehalskirtlen) er en kirtel på størrelse med en kastanje, som kun manden har. Den sidder lige under urinblæren hvor urinrøret løber igennem. Den normale prostata vejer ca. 25 gram og består af bindevæv, muskelceller og mange små kirtler, som producerer hovedparten af sædvæsken.

De fleste organer bliver mindre med alderen, men prostata har en tilbøjelighed til at vokse og udvikle en godartet forstørrelse. Det mandlige kønshormon testosteron stimulerer væksten. Den godartede forstørrelse af prostata kan give vandladningsproblemer ved at klemme på urinrøret. Forstørrelsen begynder ofte i 50-års-alderen.

Rutinemæssige prostatabiopsier fra raske og obduktioner af 60-årige viste, at over halvdelen havde små øer med ondartede kirtelceller. Hos 80-årige havde over 80% ”fredelige”, nærmest ikkevoksende kræftceller i sin prostata. De døde af andre sygdomme end prostatakræft.

Herhjemme måler vi blodets indhold af et enzym, der dannes i prostatakirtlen. Vi måler PSA-tallet, et Prostataspecifikt Antigen. Hvis indholdet i blodet er forhøjet, kan det skyldes en godartet forstørrelse (prostata hypertrofi) eller der kan være tale om kræft i prostata. Man kan ikke stille diagnosen alene ved blodprøven, da flere godartede tilstande kan føre til forhøjelse af PSA. Omvendt kan PSA også være i normalområdet hos en mand med kræft i prostata. Men hvis PSA er normal og prostata føles normal, når lægen mærker på den i endetarmen, er risikoen for kræft i prostata, meget lille. I forbindelse med indførelse af kræftpakkerne herhjemme er der kommet aldersgrænser for, hvornår man skal sendes videre til udredning for prostatakræft: Hvis man er under 60 år, skal man henvises, hvis PSA er over 3,0 ng/ml. Hvis man er mellem 60 og 70, skal man henvises, hvis PSA er over 4,0 ng/ml. Hvis man er over 70, skal man henvises, hvis PSA er over 5,0 ng/ml.

I udlandet har man yderlige analysemetoder (fraktioneret PSA, hvor man kan se om forhøjelsen kommer fra godartede eller ondartede celler) eller urinprøver (PCA). Den ofte anvendte biopsi, hvor man udtager vævsprøver fra prostata har været kritiseret for falske negative resultater og risiko for spredning ved positive test. Ved undersøgelse med ultralyd, kan man med det mest avancerede udstyr også undersøge blodgennemstrømningen og vurdere graden af kræftcellernes aggressivitet.

Herhjemme er lægerne ikke helt enige. Nogle hævder, at der bliver opereret for mange. Andre hævder at det er bedre at operere en for meget, end en for lidt.

Generelt er det vigtigt at kunne lade vandet, enten det skyldes en godartet eller ondartet forstørrelse af prostata. Her er de fleste enige om, at operation er nødvendigt. Den aggressive form for prostatakræft hævdes, hurtigt at kunne sprede sig til knogler (ryg og bækken), men også lunger og hjerne nærmest før diagnosen stilles. Her er operation alene ikke tilstrækkeligt. En helhedsvurdering at kroppens fysiske og psykiske belastninger og immunsystemets forfatning må vurderes og om nødvendigt behandles.

De komplimentære, biologiske behandlingsmuligheder er mange, hvis man er interesseret i udredning af en mulig årsagssammenhæg. Dette ligger desværre uden for de skolemedicinske standardtilbud i dag, så en stor del af disse mange patienter må på eget initiativ opsøge alternative terapeuter. Tilbuddene er mange særlig i udlandet:

Hormonel udredning: Man kan måle hormonlignende stofskifteprodukter af typen Xeno-hormoner i blod og urin (SHGB Sexual-hormonbindende Globulin). Urologernes antihormom behandling virker ofte bedre end operation alene.

Tungmetaller: Kviksølv, bly, kadmium og andre tungmetaller virker kræftfremkaldende og kan måles i blodanalyser. Selen svækker den skadelige effekt af kviksølv, calcium svækker bly og zink svækker kadmium.

Tandrodsbetændelser (specielt fortænder) og tarmbakterier (clostrider) som udmatter immunsystemet og sender kræftfremkaldende, bakterier ud i blodbanen.

Mineralmangler (magnesium, kalium og calcium) øger syrebelastningen i kroppen og svækker immunsystemet (makrofager, naturlige dræberceller og cytotoksiske celler).

Vitaminmangel, specielt vitamin C, som infusion med doser på 50-100g styrker de raske celler og svækker kræftceller. Vitamin E er også en styrkende antioxidant, hvis vi har tilstrækkeligt med vitamin C.

Fejlernæring (sukkerholdig kost) og fødemiddelintolerancer (blodtypefejl kost med IgG forhøjelse) fejldirigerer immuncellerne til tarmen og væk fra bekæmpelsen af kræftceller.